Vi ødelægger det nogle gange for os selv, uden at vi ønsker det. Vi har for eksempel set frem til en dejlig ferie med kæresten, men når vi først er afsted, brokker vi os konstant og skaber dårlig stemning. Så hvordan holder vi op med at sabotere os selv? Det får du svar på her, ligesom du også får indblik i, hvorfor vi saboterer os selv (der er nemlig en gevinst ved det), og hvordan vi gør det.
Uvist af hvilken grund har Hannes far ikke inviteret hende til sin fødselsdag, som han plejer. Hanne har ikke set sin far i lang tid og savner ham. Hun har købt en gave til ham, der har ligget så længe hjemme hos Hanne, at den snart ikke længere kan byttes. Hanne er skuffet over sin far, men vil ikke være til besvær ved at forstyrre ham. Hanne ødelægger det for sig selv, for faren tolker hendes manglende kontakt, som at hun har brug for at være i fred og undlader derfor at ringe til hende. Simone har et mindre krævende job end sin mand, der næsten aldrig har tid til at lave noget fælles. Hun fortæller ikke sin mand, at hun ville ønske, at de var mere sammen, men gør sig i stedet hård over for manden, med det resultat at hun opnår det stik modsatte af, hvad hun ønsker, for han trækker sig fra hende. Hanne og Simone saboterer sig selv, ligesom Lone, der længe har glædet sig til en dejlig ferie med kæresten, men når de endelig er afsted, ødelægger hun det for sig selv ved at brokke sig over alle turistattraktionerne og skabe dårlig stemning, fordi hun ikke tør sige, at hun helst bare vil ligge på stranden og slappe af hele ferien. Fælles for Hanne, Simone og Lone er, at de ikke tør give udtryk for deres behov, og det får dem til at blive selvsaboterende, ifølge Marie Ussing, der er eksistentiel psykoterapeut.
– De tre kvinder udskyder deres behov, og det får vrede og triste følelser til at hobe sig op. På et tidspunkt bliver de så overvældede af deres følelser, at de bliver selvsaboterende, fordi de i stedet for at turde fortælle, hvad de har brug for, bliver anklagende eller trækker sig og dermed ødelægger det for sig selv, siger Marie Ussing.
Meget på spil
Når man er ved at ødelægge det for sig selv, kan man typisk godt se det selv, men man er ikke i stand til at stoppe.
– Man kan ikke stoppe sig selv, fordi ens følelser har hobet sig så meget op, at man ikke længere kan styre sig. Men fordi man skammer sig over sine behov, handler ens brok typisk om noget andet, så man ikke afslører sig selv. Når man slipper sin brok løs i skarpe toner, siger den anden måske, at man skal slappe af, eller at man overdriver. Så føler man sig afvist med det resultat, at man brokker sig endnu mere og råber højere for at blive hørt. Bagefter kommer man med en undskyldning, fordi man skammer sig over sin opførsel, eller også trækker man sig, fordi det er for sårbart, at man har vist sig fra sin værste side, siger Marie Ussing og peger på, at det typisk er i de meget nære forhold – det kan for eksempel være mor-datter-relationen, parforholdet eller i venskabet – at vi har en tendens til at blive selvsaboterende.
– Det skyldes, at den anden opleves som livsvigtig for os. Ofte forstår vi ikke, hvorfor vi opfører os så dårligt over for vores elskede partner, men forklaringen er, at vi har flere følelser i klemme, fordi der er så meget på spil.
Uanset om vi opfører os som monstre, eller om vi trækker os for ikke at vise os selv, er der ikke en ægte kontakt.
– Når vi er helt oppe at køre, har vi ingen kontakt med hverken os selv eller den anden. Det samme gælder, når vi trækker os. Ægte kontakt er, når man kan mærke sig selv indadtil og samtidig kan mærke den anden, mens man viser sig, som man er.
Hvorfor saboterer vi os selv?
Selvsabotage handler ifølge Marie Ussing typisk om, at vi ikke er blevet mødt i vores følelser og behov tidligt i livet.
– Måske bragte det os trygt gennem barndommen at være sød og medgørlig, fordi det gav os den opmærksomhed fra mor og far, som vi havde brug for. Vi blev derimod opfattet som besværlige, når vi viste vores behov og dermed vores sårbarhed – når vi for eksempel havde brug for hjælp, når der var noget vi ikke kunne finde ud af, vi havde brug for beroligelse eller når vi var bange. Vi lærte, at vores behov ikke bliver imødekommet, og at vores sårbarhed er lig med uacceptabel svaghed, der skal skjules. At give udtryk for vores behov og vise sårbarhed som voksen er derfor skamfuldt. Men vi saboterer os selv ved ikke at turde række ud til andre, siger Marie Ussing.
Mange af os har en indre stemme, der taler kritisk til os, ligesom vores forældre gjorde, da vi var børn. Vi siger eksempelvis til os selv, når vi mærker vores behov, at det kan vi vente med, at det er noget pjat, eller at vi kan klare os selv.
– Vores indre kritiker har den funktion at passe på os, og undgå at andre afviser os. Gevinsten ved at være selvsaboterende er, at vi føler os trygge, fordi vi ikke afslører vores behov og dermed risikerer at blive afvist. Men det er en fejlslutning, for når vi ikke tør vise os selv, mister vi os selv.
Stop selvsabotagen
I løbet af livet danner vi os mange overbevisninger om, hvordan verden fungerer, uden at de nødvendigvis stemmer overens med virkeligheden. Marie Ussing anbefaler, at man arbejder med sine overbevisninger og sin selvkritiker ved at begynde at lægge mærke til, hvad man egentlig siger til sig selv. Ofte er vi hverken bevidste om vores overbevisninger eller den kritik, vi udsætter os selv for.
– Det kræver et stykke arbejde at ville stoppe selvsabotagen og blive mere bevidst om sig selv. Men hvis du bliver ved med at sabotere dig selv i stedet for at lytte til dig selv og give udtryk for dine behov og følelser, kan det på sigt ende i en depression. Så undersøg, hvordan det er for dig at leve med din selvkritiker. Undersøg om dine overbevisninger og din selvkritik holder stik. Her kan du starte med at spørge din gode veninde. Hvis du opdager, at du ikke tror på din veninde, når hun ser mere positivt på dig, end du selv gør, så tag det som udtryk for, at du har en stærk selvkritiker, som du har brug for at arbejde med.
– Det handler om at turde være med sig selv. Når man mærker sine behov og sin sårbarhed, er det en god idé at stoppe sig selv i de selvkritiske tanker og i stedet øve sig i at være en god mor for sig selv – dvs. begynde at tale positivt og støttende til sig selv, præcis som en god mor ville gøre. Måske kan du fortælle dig selv, at det er okay at være bange, hvis du er bange. Herudover er det vigtigt at få talt med andre om, hvordan du har det. Hvis du ikke tør og er meget skamfuld, kan det være en idé at søge professionel hjælp. I terapi kan du hjælpes ud af skammen og også øve dig i at sætte ord på, hvordan du har det, så du nemmere kan tale med andre om dine følelser.
– Mange af os har det med at ville isolere os og undgå andre, når vi mærker uro og mistrives, men det er netop i de situationer, at vi har brug for at være sammen med andre. Så nogle gange skal vi presse os selv lidt for at tage kontakt til andre. Vi holder først op med at sabotere os selv, når vi tør vise os, som vi er, med de behov vi har, siger Marie Ussing.
sad
Skjulte tegn på selvsabotage:
Vi er ofte ikke bevidste om, at vi saboterer os selv. Så læg mærke til, om du:
- aldrig tilfreds med det du gør
- undlader at sige din mening
- bebrejder dig selv
- tænker meget sort/hvidt
- cykler rundt i dine fejl
- lægger forhindringer op for dig selv
- har svært ved at træffe beslutninger
- er kritisk over for dig selv og andre
- udskyder egne behov
- afbryder dig selv
- synes du er bedre til at lytte end tale om dig selv
Kilde: eksistentiel psykoterapeut Marie Ussing