I kriser beskriver mange en følelse af rodløshed og sårbarhed, som de aldrig har oplevet før og som de skammer sig over. Skammen får os til at trække os væk fra de nærmeste eller skjule det der tynger os , i frygt for ikke at blive forstået. Skammen er farlig for os, når den er lang varig.
Vi mennesker er ikke kun til som isolerede, selvstændige individer. Vi har lært hvem vi er af dem der står ved siden af os. De nærmeste har igennem deres respons til os, lært os, hvad det er vi føler og hvad det er vi står for. Vi forstår os selv i den andens spejlbillede og hele vores identitet er vævet ind i et selvfølgeligt samspil på godt og ondt. Både eksistentialisterne og neoroforskerne beskriver vores 100% afhængighed af hinanden.Her er der god grund til at søge hjælp og forståelse, så smerten, skammen, ensomheden, forvirringen og vreden kan blive foldet ud. Allerede i forståelse og genkendelse opstår ofte bevægelse og nye grin og oplevelser, som føles varme og meningsfulde.
Når klienten igen bliver forstået og fortrolig med sig selv i terapien, vil han/hun, igen kunne dele med sine egne omgivelser uden det føles farligt og uden at føle sig forkert. Man kan i terapien finde overskuddet /støtten til at stå ved sig selv! selv om det kan betyde forandring og brud.