Artikel fra avisen, Det Grønne område, bragt i forbindelse med at jeg kørte 4 skilsmisseudviklingsgrupper i Rudersdal.
Ofte er skilsmissen skamfuld og sætter os uden for normen
Marie Ussing har de sidste to år blant andet arbejdet med mennesker i livskrise, fordi de var ramt af skilsmisse. Hun har kørt 4 grupper som har mødtes hver 14. dag og fortalt på skift, hvordan de har oplevet livet i en skilsmisse. Fælles for de mennesker,der har gennemgået et skilsmisseforløb er, at de oplever et kaos, en rodløshed og en angst, som sætter spørgsmålstegn ved deres identitet og eksistens. At mødes med gamle venner bliver ofte en ny og anstrengende udfordring. Den ene forandring tager den anden med sig og alt det, der før var selvfølgeligt, flyder nu rundt i kaos. Spørgsmålet om hvem er jeg og hvorfor er jeg, ”hvad er meningen med alt det her” bliver ofte stillet.
Forståelsen fra én der er i det selv er vendepunktet
Svaret finder de først igen, når der er opnået samhørighed på andre planer. Det har været Maries formål at skabe et sådant samhørigt udviklingsrum i grupperne. Et forum hvor smerten, skammen, ensomheden, forvirringen og vreden kan blive foldet ud,er en god begyndelse. Allerede i forståelse og genkendelse opstår ofte bevægelse og nye grin og oplevelser, som føles varme og meningsfulde. Marie har skrevet speciale ud fra sine observationer og interviews i den første gruppe. ”Det væsentligste af det jeg fandt var at alt udvikling forgår imellem os mennesker, men det foregår ved at dele og forstå det der er allervæsentligst for os og kan ikke springes over, fordi det ikke er pænt. Det har været en gennemgående oplevelse hos de mennesker jeg har fulgt, at de har følt at det var begrænset hvem og hvor meget de kunne dele deres vrede frustration og sorg med. Det er den absurde pointe,der er så vigtig, og som vi ser til hvert møde, at når deltagerne genkender deres egen smerte eller vrede hos den anden, så forstår de bedre sig selv og så kan de bedre holde sig selv ud. Det føles meningsfuldt og forløsende.
44% bliver skilt
Skilsmissen kan ramme os alle sammen og den rammer i alle aldre, dog med den tendens at jo længere vi har været gift jo lavere er chancen for at blive skilt. Mere end 40 % af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Specielt for Nordsjælland er det, at 76% af befolkningen lever i ægteskaber, det er nemlig det mest udbredte sted i Danmark at leve i ægteskaber. Når skilsmissen så alligevel rammer så føler man sig ofte som den eneste ene på vejen som ikke lever i den traditionelle familie. Selv om vi næsten ikke kan ha det siddende på os, så fører skilsmissen ofte til en følelse af skam. En kvinde fra gruppen: ”Jeg skammer mig over at jeg er blevet forladt!” Skammen og vreden bliver også på alle dem, der render rundt og er i par og skal til par middage (i ét ord). Den nyskilte føler sig oven i alt smerten også stigmatiseret af normen.
Hvorfor rammes vores identitet?
Vi mennesker er ikke til som enkelte selvstændige individer. Vi har lært, hvem vi er af dem der står ved siden af os. De nærmeste har igennem deres respons til os lært os hvad vi føler og hvad vi står for. Vi forstår os selv i den andens spejlbillede og hele vores identitet er vævet ind i et selvfølgeligt samspil på godt og ondt. Både eksistentialisterne og neoroforskerne beskriver vores 100 % afhængighed af hinanden i udviklingen og definitionen af os selv med både følelser og identitet. Efter skilsmissen beskriver mange en følelse af rodløshed og sårbarhed, som de aldrig har oplevet før. 3 forskellige kvinder udtrykker:
”Jeg føler mig som sådan en vag lille en, der ikke kan finde ud af noget som helst, uh jeg er så flov over mig selv.”
”Jeg havde bare forestillet mig, at vi skulle blive gamle sammen.”
”Jeg aner slet ikke hvad der skal ske nu… der er slet ikke noget jeg har lyst til nu, for jeg havde slet ikke lyst til, at det her skulle ske”
”Nogle gange tænker jeg, at det var nemmere hvis det bare sagde puf, og så var jeg her ikke mere..”
”Hvad skal alt det her overhovedet til for?”
Frihed og ansvar eller ensomhed og tomhed
Under skilsmissen opleves det ofte som om, hele ansvaret for, hvad der skal ind i livet bliver ført tilbage på den fraskilte, helt alene. Der er nu ikke længere et selvfølgeligt hverdagsliv i en familie. Der er i stedet et KAOS. En masse muligheder, en masse frihed og en masse tomhed og angst. Der kan være skam over at være ”sådan en”, der bare bliver skilt, og sådan én er der måske ikke andre af i familien. Den arv eller den værdi opdager vi først den alvorlige betydning af, når vi står i hverdagsbruddet/ i skilsmissen.
Taber 5-14 kg og hjernen er på overarbejde
For mange af de efterladte beskrives det som at miste herredømmet over sit eget liv, skæbnen er pludselig blevet en anden og meningen med det hele skal findes et andet sted. Den udfordring er så voldsom at de fleste i grupperne starter med en periode og søvnløshed, hvor tankerne kører i ring om natten. Samtidig skal de handle som aldrig før og tage voldsomme beslutninger på egen hånd; salg køb af bolig, bil, flere timers arbejde?, håndterer ulykkelige børn. Deltagerne har tabt imellem 5 og 14 kilo, har haft svære stress symptomer, taler om hvad meningen overhovedet er med det her liv ?
Familie og venner skal håndteres varsomt, så jeg kan planlægge min sorg
I den første tid taler deltagerne om, hvad de tør deltage i og hvor de tør at færdes, for ikke at græde og for ikke at føle sig for forkerte. Det sociale landskab er blevet et minefelt af områder, hvor man som enlig føler sig forkert og sårbar.
”Jeg har tænkt at det er nok bedst at jeg tager ud og rejse i julen, ellers vil min mor ikke kunne acceptere, at jeg ikke kommer juleaften og det tør jeg simpelt ikke” …
Også de nærmeste kan blive en stor udfordring at være i kontakt med, da deres bekymring, bliver endnu en byrde for den fraskilte.
”At ringe til min mor og sige det, det var nok den sværeste samtale jeg nogen sinde har haft”, siger en kvinde fra en af grupperne.
Der er en tid, hvor skilsmissegruppen kan være det mest værdifulde sted at være, et sted at møde andre og blive forstået på en måde så man tør at være til stede med hele sig selv også den mørke smerte, de ondskabsfulde tanker og de nyfødte og sårbare håb. Her opstår varme, grin, håb og forløsning bare på to timer en tirsdag aften.
”Jeg var helt høj da jeg gik herfra sidste tirsdag”, siger en af deltagerne, som er så lettet over at møde andre, der genkender hende dybt og til hvem hun giver noget meget værdifuldt,når hun deler med dem.
At komme videre er at være i det som ér
Sådan kommer vi videre, ved at turde tage livet på os præcis som det er og opdage at der også er liv i det, siger Marie Ussing. Følelserne skal deles og belyses for at vi kan se nogen mening med dem og acceptere dem og os selv, som sårede eller rasende for en tid. Dernæst bliver der plads til glæde og ro, og man begynder igen at kunne se livet og samværet med andre som noget, der er fuld af mening og også fyldt af oplevelser.
DGO maj 2013